Rutineret DM konsulent med kompetencer
inden for kundeudvikling og projektledelse
 

• Er du stærk på salg og rådgivning?
• Er du dygtig til at projektlede?
• Er dit fokus udvikling af dine kunder?

 

Kan du sige 3 x ja, så læs endelig videre...

Hos DM Partner A/S har vi travlt med at følge efterspørgslen fra vores kunder, og søger derfor en rutineret DM konsulent med stærke projektlederkompetencer til kundeudvikling. Er du den rette person til jobbet, kommer du til at gøre en aktiv forskel i sikring af højest mulig effekt og kvalitet i direct marketing og telemarketingkampagner, permission marketing programmer og CRM aktiviteter for en række store danske virksomheder.

 

Om jobbet

Som DM konsulent hos DM Partner får du adgang til at arbejde med nogle af markedets mest innovative dataløsninger til marketingafdelinger og kundeservicefunktioner. Dine opgaver omfatter både projektledelse og styring af kundeopgaver samt kundeudvikling og projektsalg. Alt sammen indenfor vores sortiment af analyseværktøjer, online leadgenerering, segmentering og scoring af målgrupper til DM og TM kampagner, samt løsninger til kvalitetssikring af kundedata til kampagneformål.

 

Du vil indgå i et fast team af kontaktfolk, som samarbejder om den bedst mulige opgaveløsning for kunderne. Du får reference direkte til den administrerede direktør, med selvstændigt ansvar for pleje og udvikling af udvalgte kunder. Kunderne omfatter en række af Danmarks største og mest professionelle DM- og dataindkøbere, hvilket giver en spændende og udfordrende hverdag for dig som konsulent.

 

Den rette kandidat

Du har afsluttet din uddannelse med en kandidatgrad for 1-3 år siden. Det vil være en stor fordel, hvis du siden da har arbejdet hos et mediebureau, DM bureau, reklamebureau, analyseinstitut eller anden type rådgivende konsulentvirksomhed. Det, du ikke allerede ved om arbejdet med kunde- og emnedatabaser, lærer vi dig.

Som person er du udadvendt, åben og positiv. Du ser det som din ypperste opgave at sikre, at dine kunders opgaver leveres til tiden i høj kvalitet, og du kan selvstændigt projektlede kundeopgaver fra A-Z. Du har naturligvis fagligheden på plads, og har erfaring med - og flair for - at udarbejde præsentationer, budgetter, tilbud og aftaler. Du er hjemmevant i MS Officepakken, og perfekt i dansk skrift og tale.

 

Vi tilbyder

• Et uformelt og dynamisk arbejdsmiljø i en ung virksomhed på Østerbro
• Et selvstændigt job med berøringsflader både eksternt og internt
• Gode muligheder for at præge og udvikle jobbet og processerne
• Pensionsordning
• Frokostordning
• Løn efter kvalifikationer

 

Send din ansøgning vedlagt CV og eksamensbevis til Grethe Fugleholm Berg pr. e-mail gfb@dmpartner.dk.

Du er velkommen til at ringe på 26 16 10 35, hvis du har spørgsmål til stillingen.
Ansøgningsfrist: torsdag den 15. april 2012.